En tysk lov fra 1990, som blev ændret i 1994 og 1998 (Stromeinspeisungsgesetz) forpligter offentlige elforsyningsvirksomheder (som henhører såvel under den offentlige som den private sektor) til at købe elektricitet fremstillet i deres forsyningsområde fra vedvarende energikilder, herunder vindenergi, til mindstepriser, der er højere end den reelle værdi af denne type elektricitet.

Kommissionen, som var blevet underrettet af den tyske regering om det oprindelige lovforslag i 1990, havde godkendt dette, idet den fandt, at lovforslaget var foreneligt med Fællesskabernes energipolitiske mål.

Ordningen blev ændret i 1998: Der blev herved indført en ordning med fordeling af merudgifterne som følge af denne købsforpligtelse mellem elforsyningsvirksomhederne og de virksomheder, der driver de primære anlæg.

Schleswag, der en lokal elforsyningsvirksomhed i Land Schleswig-Holstein, er forpligtet til at købe elektricitet, der fremstilles i dets forsyningsområde fra vedvarende energikilder. Denne købsforpligtelse medførte en merudgift, som i 1991 udgjorde 5,8 mio. DEM og i 1998 steg til 111,5 mio. DEM.

I henhold til den tyske lovs fordelingsordning krævede Schleswag, at PreussenElektra skulle betale virksomheden visse beløb, denne havde betalt som følge af købsforpligtelsen.

PreussenElektra anlagde sag ved Landgericht Kiel med påstand om tilbagebetaling af 500.000 DEM, svarende til den del af det beløb, det havde betalt Schleswag som kompensation for merudgifter, der beroede på sidstnævntes opkøb af elektricitet fra vindkraft. PreussenElektragjorde gældende, at betalingen ikke var forenelig med fællesskabsretten, idet den beroede på anvendelsen af en ændret statsstøtteordning, som Kommissionen ikke var blevet underrettet om.

Den tyske retsinstans har stillet de Europæiske Fællesskabers Domstol følgende spørgsmål: Udgør ændringen af den ved lov fastsatte ordning en ændring af støtten i fællesskabsrettens forstand? Var denne ordning i øvrigt i strid med forbuddet mod kvantitative restriktioner mellem medlemsstaterne?

Domstolen fastslår først, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med traktaten.

Alle fordele, der indrømmes af en stat, udgør dog ikke støtte. Alene fordele, der direkte eller indirekte ydes ved hjælp af statsmidler, skal betragtes som støtte i traktatens forstand.

Domstolen fastslog, at hverken den lov pålagte forpligtelse i den tyske ordning eller fordelingen af den finansielle byrde mellem de private elforsyningvirksomheder og de virksomheder, der driver de primære anlæg, medfører en direkte eller indirekte overførsel af statsmidler.

Den omstændighed, at købsforpligtelsen er fastsat ved lov og medfører en ubestridt fordel for visse virksomheder, kan ikke give den karakter af statsstøtte i traktatens forstand.

Domstolen fastslår endvidere, at ordningen i hvert fald potentielt kan hindre handelen inden for Fællesskabet. Ordningen har imidlertid bl.a. til formål at beskytte miljøet, idet den bidrager til reduktion af drivgasemissioner. Ordningens formål hører altså til et af Fællesskabets hovedformål.

Domstolen fastslog, at på det nuværende udviklingstrin af fællesskabsrettens bestemmelse vedrørende elektricitetsmarkedet er den tyske ordning ikke i strid med de frie varebevægelser.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelsen kan fås på alle officielle sprog. Fra ca. kl. 15.00 i dag kan dommen i sin helhed findes på Domstolens hjemmeside på Internettet www.curia.eu.int. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på tlf. (+352) 43 03 3651 eller fax (+352) 43 03 2033.