PRESSEMEDDELELSE NR. 33/01
12. juli 2001
Domstolens dom i sag C-368/98
Abdon Vanbraekel m.fl. mod Alliance nationale des mutualités chrétiennes (ANMC)
DOMSTOLEN UDBYGGER SIN RETSPRAKSIS VEDRØRENDE
FORHÅNDSTILLADELSE TIL LÆGELIG BEHANDLING I EN ANDEN
MEDLEMSSTAT OG UDTALER SIG OM DÆKNING AF UDGIFTER TIL
BEHANDING I FORBINDELE MED HOSPITALSINDLÆGGELSE
En socialt forsikret, som med urette er blevet meddelt afslag på ansøgning om tilladelse til
hospitalsindlæggelse i en anden medlemsstat end den, hvori vedkommende er forsikret, har
imidlertid ret til godtgørelse af de afholdte udgifter, såfremt tilladelse gives efter
hospitalsindlæggelsen, i givet fald gennem anlæggelse af søgsmål.
Godtgørelsen skal mindst svare til den, som ville være blevet tildelt, såfremt den forsikrede
var blevet indlagt i den medlemsstat, hvori vedkommende er forsikret
Jeanne Descamps blev imidlertid opereret i april 1990. Hun anlagde sag ved de belgiske retter
med påstand om, at hendes sygekasse tilpligtedes at godtgøre de afholdte udgifter på grundlag
af de i Belgien anvendte satser (49 935,44 FRF) og ikke de i Frankrig gældende satser (38 608,89
FRF).
I december 1994 bekræftedes det i en rapport fra en lægelig sagkyndig, der var blevet udpeget
af Cour du travail de Mons, at indgrebet ikke sædvanligvis blev udført i Belgien, og at
helbredelsen af Jeanne Descamps nødvendiggjorde en hospitalsindlæggelse i udlandet. Da
Jeanne Descamps i mellemtiden er afgået ved døden, er hendes ægtefælle og børn indtrådt i sagen.
La Cour du travail de Mons har forelagt Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt - når det er
fastslået, at en hospitalsindlæggelse i en anden medlemsstat burde have været tilladt -
godtgørelsen af udgifterne i forbindelse med hospitalsindlæggelsen skal ske efter ordningen
i den stat, hvor den kompetente institution er beliggende (i denne sag den belgiske institution),
eller efter ordningen i den stat, på hvis område hospitalsindlæggelsen har fundet sted (i det
foreliggende tilfælde den franske ordning).
Domstolen er nærmere bestemt blevet forelagt problemet om, hvilke regler for dækning af
udgifter der skal følges, når tilladelsen i henhold til Fællesskabets ordning for at lade sighospitalsindlægge i en anden medlemsstat er blevet opnået, i givet fald gennem anlæggelse af
søgsmål.
Domstolen udtaler, at Fællesskabets ordning har indført et system, som garanterer, at den socialt
forsikrede, som har fået tilladelse til at oppebære lægelige naturalydelser i en anden medlemsstat
end den stat, hvori vedkommende er forsikret, i den stat, hvor behandlingen gives, nyder lige så
fordelagtige betingelser som dem, der gælder for forsikrede, der henhører under sidstnævntes
lovgivning. Domstolen fastslår derfor, at de betingelser for godtgørelse, der skal anvendes, er dem,
der er foreskrevet i den medlemsstat, hvori behandlingen gives.
For så vidt angår naturalydelser påhviler en sådan dækning af udgifter i princippet institutionerne
i den stat, hvor behandlingen er blevet givet, og skal senere godtgøres af den institution, som den
socialt forsikrede er tilsluttet.
Domstolen fastslår, at når en sådan dækning af udgifter ikke har kunnet ske på grund af den
sociale sikringsinstitutions ubegrundede afslag på at meddele tilladelse, skal sidstnævnte
direkte garantere den forsikrede godtgørelse af et beløb svarende til det, som normalt ville
være blevet dækket, såfremt tilladelsen var blevet forskriftsmæssigt meddelt.
Domstolen udtaler endvidere, at da hospitalsydelser henhører under anvendelsesområdet for den
frie udveksling af tjenesteydelser, skal en national lovgivning garantere en forsikret, der har fået
tilladelse til at undergå en hospitalsbehandling i udlandet, et godtgørelsesniveau svarende til det,
som vedkommende ville have kunnet opnå, såfremt han var blevet indlagt på et hospital i sin
egen medlemsstat.
Domstolen udtaler herefter, at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser som defineret
i traktaten er til hinder for en ordning, der forbyder en supplerende godtgørelse svarende til
forskellen mellem den lavere sats for godtgørelse i opholdsmedlemsstaten, hvor
hospitalsindlæggelsen finder sted, og den mere fordelagtige sats i henhold til
forsikringsmedlemsstatens ordning med social sikring.
Selv om risikoen for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt kan
udgøre et tvingende alment hensyn, som kan begrunde en begrænsning af princippet om fri
udveksling af tjenesteydelser, er der ifølge Domstolen intet grundlag for at antage, at betaling af
den omhandlede supplerende godtgørelse indebærer en supplerende økonomisk byrde for
sygeforsikringsordningen i oprindelsesmedlemsstaten, hvor vedkommende er forsikret, som kan
forhindre, at der på det nationale område opretholdes behandlingsmuligheder eller en lægelig
kompetence.
Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog. Fra ca. kl. 15 i dag kan dommen i sin helhed findes på Domstolens hjemmeside på internettet www.curia.eu.int
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på |