Presse- og Informationsafdelingen

PRESSEMEDDELELSE nr. 41/01

20. september 2001

Domstolens dom i sag C-184/99

Rudy Grzelczyk mod Centre public d'aide sociale d'Ottignies-Louvain-la-Neuve

STUDERENDE, DER OPHOLDER SIG I EN ANDEN MEDLEMSSTAT, HAR PÅ SAMME BETINGELSER SOM INDENLANDSKE STUDERENDE RET TIL UDBETALING AF YDELSER TIL SIKRING AF ET EKSISTENSMINIMUM

Det er Domstolens opfattelse, at status som borger i Den Europæiske Union skal skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere, og at denne status gør det muligt for dem at blive undergivet den samme retlige behandling uanset deres nationalitet på de af fællesskabsretten omfattede områder.

10-11    R. Grzelczyk er studerende og fransk statsborger. Han studerede idræt i Belgien ved universitetet i Louvain-la-Neuve. I de tre første studieår finansierede han selv udgifterne til sit underhold, sin bolig og sine studier gennem forskellige lønnede småjobs og lempelige finansieringsordninger. Da det fjerde studieår nødvendiggjorde en større personlig indsats, ansøgte R. Grzelczyk om og opnåede i første omgang ved Centre public d'aide sociale d'Ottignies-Louvain-la-Neuve (CPAS) udbetaling af ydelsen til sikring af et eksistensminimum ("minimex") for 1998/1999.

12    Denne sociale fordel blev frataget ham med virkning fra den 1. januar 1999, hvorved det kompetente ministeriums begrundelse var, at den pågældende var studerende.

3-4    Da "minimex" blev indført i 1974, var udbetalingen i princippet forbeholdt myndige belgiske statsborgere med bopæl i Belgien, som var uden tilstrækkelige midler til deres underhold. Efter 1987 blev dens anvendelsesområde bl.a. udvidet til personer henhørende under fællesskabsforordningen fra 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet.

13    R. Grzelczyk indbragte for den kompetente belgiske ret (i Nivelles) CPAS's afgørelse af 29. januar 1999 om at fratage sagsøgeren "minimex".

14    Tribunal de travail de Nivelles forelagde De Europæiske Fællesskabers Domstol spørgsmål vedrørende den belgiske lovgivnings forenelighed med fællesskabsretten, nemlig om traktaten, og nærmere bestemt dens princip om unionsborgerskab og princip om forbud mod forskelsbehandling, er til hinder for, at retten til en social ydelse i henhold til en ikke-bidragspligtig ordning kan undergives den betingelse, at andre medlemsstaters statsborgere (her en fransk studerende) anses for arbejdstagere, når denne betingelse ikke gælder for værtsmedlemsstatens statsborgere (i sagen belgiske studerende).


27,29    Domstolen bemærker først, at "minimex" er en social fordel, og at en belgisk studerende i samme situation som R. Grzelczyk ville have opfyldt de nødvendige betingelser for at opnå den nævnte fordel. Domstolen finder altså, at R. Grzelczyk er udsat for forskelsbehandling udøvet alene på grundlag af nationalitet. Men inden for EF-traktatens anvendelsesområde er en sådan forskelsbehandling i princippet forbudt.

30    Det er Domstolens opfattelse, at de situationer, der henhører under traktatens anvendelsesområde, omfatter dem, som er knyttet til udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder, herunder dem, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område, idet denne frihed er sikret ved traktatens bestemmelser om unionsborgerskabet. Status som borger i Den Europæiske Union skal skabe den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere; denne status gør det muligt for dem at blive undergivet den samme retlige behandling uanset deres nationalitet på de af fællesskabsretten omfattede områder

35    Efter indførelsen af unionsborgerskabet ved traktaten om Den Europæiske Union, der trådte i kraft den 1. november 1993, tillader intet at afskære en unionsborger, som fortsætter sine universitetsstudier i en anden medlemsstat end den, i hvilken han er statsborger, fra muligheden for at påberåbe sig forbuddet mod enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling.

40    Domstolen påpeger, at medlemsstaterne ganske vist kan kræve af de studerende, som ønsker at udnytte retten til at opholde sig på deres område, at de - i overensstemmelse med et fællesskabsdirektiv - afgiver en erklæring om, at de selv og eventuelt deres familie råder over tilstrækkelige midler til, at de ikke bliver til en urimelig byrde for socialvæsenet i værtsmedlemsstaten.

45    Ifølge Domstolen skal denne bedømmelse imidlertid foretages på det tidspunkt, hvor erklæringen afgives. Domstolen tilføjer, at en studerendes økonomiske situation kan ændre sig i tidens løb af grunde, som den pågældende ikke er herre over, og at bestemmelserne i nævnte fællesskabsdirektiv altså ikke gør det umuligt for studerende at ansøge om tildeling af en bistandsydelse i værtsmedlemsstaten.

46    På denne baggrund er det Domtolens opfattelse, at bestemmelserne om forbud mod forskelsbehandling og om unionsborgerskab er til hinder for, at tildeling af en social ydelse i henhold til en ikke-bidragspligtig ordning er undergivet en betingelse, hvis opfyldelse ikke kræves af værtsmedlemsstatens statsborgere.

54    Den belgiske regering havde anmodet Domstolen om at begrænse dommens tidsmæssige virkninger, men Domstolen tog ikke anmodningen til følge: Bestemmelserne om unionsborgerskabet har været gældende fra ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union.


Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen.
Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.
Fra ca. kl. 15 i dag kan dommen i sin helhed findes på Domstolens hjemmeside på Internettet under www.curia.eu.int 
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink
på tlf. (+352) 4303 3651 eller fax (+352) 4303 2033.