Direktivet præciserer navnlig hvad, der kan patenteres, og hvad, der ikke kan, blandt de opfindelser, der vedrører planter, dyr og det menneskelige legeme. Direktivet pålægger medlemsstaterne under visse betingelser at patentere opfindelser, som kan anvendes industrielt til at frembringe, behandle eller anvende biologisk materiale.

Nederlandene er generelt modstander af genetisk manipulation af dyr og planter og tillader i øjeblikket ikke, at der meddeles patent på levende biologisk materiale, der kan reproducere sig.

Nederlandene har den opfattelse, at medlemsstaternes forpligtelse til at meddele patenter ikke kan godtages; ifølge Nederlandene bør hverken planter, dyr eller menneskeligt biologisk materiale kunne patenteres.

Den nederlandske regering har af denne årsag anmodet EF-Domstolen om at annullere direktivet. Italien og Norge har støttet Nederlandenes påstande.

Domstolen finder - i modsætning til det af Nederlandene anførte, hvorefter en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning ikke er nødvendig inden for dette område og ikke kan sikres gennem et direktiv - at direktivet ligger inden for rammerne af det indre markeds funktion, da det bidrager til en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og således fjerner de retlige hindringer for udviklingen af aktiviteter inden for det genteknologiske område.

Nederlandene har ligeledes anført, at direktivet tilsidesætter subsidiaritetsprincippet. Domstolen svarer hertil, at det formål, som direktivet forfølger, nemlig det indre markeds funktion inden for dette område, ikke kan opnås ved indgreb i blot én medlemsstat.

Nederlandene har den opfattelse, at direktivet indeholder upræcise begreber, endog selvmodsigende begreber. Det forklares i Domstolens dom, at de begreber, Nederlandene har påberåbt sig, såsom den offentlige orden og sædelighed, er tilstrækkeligt klare, og at de påståede selvmodsigelser, navnlig for så vidt angår planters patenterbarhed, kun er tilsyneladende.

Domstolen mener ligeledes, at medlemsstaternes internationale forpligtelser ikke er til hinder for, at bioteknologiske opfindelser patenteres. Hverken aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen), aftalen om tekniske handelshindringer (TBT-aftalen) eller Rio-konventionen om den biologiske mangfoldighed forhindrer efter Domstolens opfattelse de stater, der er part i disse aftaler, i gennem et fællesskabsretligt direktiv at koordinere deres praksis på dette område.

Nederlandenes hovedargument støttes imidlertid på den opfattelse, at direktivet ved at give mulighed for, at der meddeles patent på isolerede dele af det menneskelige legeme, skader princippet om, at levende menneskeligt materiale ikke kan overdrages, hvilket er en del af den grundlæggende ret til menneskelig værdighed og den personlige integritet.

Domstolen, der overvåger overholdelsen af grundlæggende rettigheder ved fællesskabsrettens anvendelse, mener, at direktivet yder tilstrækkelig beskyttelse, idet det ikke giver mulighed for, at det menneskelige legeme på alle de forskellige stadier af dets opståen og udvikling kan udgøre en patenterbar opfindelse. Opdagelsen af dele af det menneskelige legeme kan heller ikke være genstand for beskyttelse.

Alene opfindelser, der forener et naturligt element med en teknisk fremgangsmåde, der giver mulighed for at isolere eller reproducere elementet til industriel anvendelse, kan patenteres, hvilket er en sædvanlig sondring inden for patentretten. En ansøgning om patentering af en sekvens eller en delsekvens af et menneskeligt gen kan således ikke accepteres, medmindre den er vedlagt en beskrivelse af den oprindelige metode til sekvensering, der har givet mulighed for opfindelsen, og en redegørelse for den industrielle anvendelse.

I øvrigt finder patentbeskyttelsen kun anvendelse på biologisk data, der eksisterer i naturlig form i det omfang, det er nødvendigt for at gennemføre og udnytte en bestemt industriel anvendelse.

Det er endelig i direktivet præciseret, at alle fremgangsmåder, hvis anvendelse skader den menneskelige værdighed, er udelukket fra patenterring, nemlig især fremgangsmåder til kloning af mennesker, fremgangsmåder til ændring af menneskets kønscellers genetiske identitet og anvendelse af menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle sprog. Dommen vil i sin fulde udstrækning være at finde på Domstolens hjemmeside på Internettet under www.curia.eu.int  cirka kl. 15.00 på afsigelsesdagen. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink tlf. (352) 43 03 3651 fax (352) 43 03 2033. Billeder fra retsmødet kan fås via “Europe by Satellite” ved henvendelse til Commission Européenne, DG X, Service audiovisuel, L - 2920 Luxembourg, tlf. (352) 4301 3 51 77, fax (352) 4301 35249, eller B-1049 Bruxelles, tlf. (32) 2 296 59 56, fax (32) 2 2301280 .

    

    ¹ Direktiv 98/44/EF af 6. juli 1998 om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser.