A & G Imports købte varepartier, der oprindeligt var markedsført i Singapore af Davidoff eller med dennes samtykke. A & G indførte partierne i Fællesskabet (i denne sag i Det Forenede Kongerige), hvor selskabet begyndte at sælge varerne. Disse varer adskiller sig alene fra andre varer af mærket Davidoff ved, at identifikationsnumrene er fjernet eller udvisket.

Selskaberne Levi-Strauss er indehaver af varemærkerne “Levis” og “501", der er registreret i Det Forenede Kongerige for navnlig jeans.
                                    
Tesco og Costco skaffede sig ægte Levi's 501 jeans fra leverandører, der indførte dem i Fællesskabset fra lande uden for EØS, og solgte dem i Det Forenede Kongerige. Levi Strauss havde altid afvist at sælge sådanne jeans til Tesco og til Costco.

Davidoff og Levi-Strauss anlagde sag ved High Court of Justice og gjorde gældende, at indførslen og salget af de nævnte varer i Fællesskabet udgjorde en krænkelse af deres varemærkerettigheder.

I de tre sager påberåbte A & G Imports samt Tesco og Costco sig, at der var sket konsumption af varemærkerettighederne.

I fællesskabsretten forbyder konsumptionsprincippet, der findes i varemærkedirektivet, varemærkeindehaveren at påberåbe sig den eneret, varemærkeretten giver, når de varer, der er forsynet med varemærket, er markedsført inden for Fællesskabet (fremover: EØS) af indehaveren eller med hans samtykke.

De spørgsmål, som High Court of Justice har stillet EF-Domstolen, har først og fremmest til formål at få præciseret betingelserne for denne konsumption og nærmere bestemt begrebet “samtykke”. Spørgsmålenes betydning har fået fem regeringer (nemlig den tyske, franske, italienske, finske og svenske regering) til at fremkomme med bemærkninger.

Domstolen erindrer først om varemærkedirektivets almindelige virkninger. Direktivet begrænser ifølge Domstolen konsumption af varemærkeindehaverens rettigheder til de tilfælde, hvor varerne er markedsført inden for EØS, og giver varemærkeindehaveren mulighed for at markedsføre sine varer uden for dette område, uden at denne markedsføring udtømmer hans rettigheder inden for EØS. Domstolen mener i øvrigt, at direktivet - idet det præciserer, at markedsføringen uden for EØS ikke udtømmer varemærkeindehaverens ret til at modsætte sig indførsel af disse varer, der sker uden hans samtykke - giver varemærkeindehaveren mulighed for at kontrollere den første markedsføring inden for EØS af varer, der er forsynet med varemærket.

Domstolen undersøger herefter udtryksmåden for varemærkeindehaverens samtykke til markedsføringen inden for EØS; skal samtykket være udtrykkeligt, eller kan det være stiltiende?

Domstolen mener, at samtykket, der svarer til varemærkeindehaverens afkald på eneretten til at forbyde tredjemand at indføre varer, der er forsynet med varemærket, udgør det afgørende element for fortabelse af denne ret. Ifølge Domstolen tilkommer det den at give begrebet “samtykke” til markedsføring inden for EØS en ensartet fortolkning for at undgå, at beskyttelsen er forskellig i henhold til medlemsstaternes nationale ret.

Samtykket skal - under hensyn til, at samtykket har den væsentlige virkning at udtømme varemærkeindehaverens enerettigheder - være udtrykt på en måde, der med sikkerhed viser viljen til at give afkald på denne ret. Viljen hertil fremgår sædvanligvis af samtykkets udtrykkelige formulering. I visse tilfælde kan samtykket imidlertid indirekte fremgå af forhold og omstændigheder, der er tidligere end, sammenfaldende med eller senere end markedsføringen uden for EØS, hvilke med sikkerhed viser varemærkeindehaverens afkald på sin ret.

Domstolen undersøger endelig muligheden for et stiltiende samtykke, der fremgår af varemærkeindehaverens blotte tavshed.

Domstolen fastslår, at samtykket positivt skal være kommet til udtryk; de forhold, der skal tages i betragtning for at nå til, at der foreligger et stiltiende samtykke, skal med sikkerhed vise , at varemærkeindehaveren giver afkald på at påberåbe sig sin eneret. Det påhviler derfor ikke varemærkeindehaveren at godtgøre, at der ikke er givet samtykke, men tværtimod påhviler det den virksomhed, der påberåber sig, at der foreligger et samtykke, at føre bevis herfor.

Et stiltiende samtykke til markedsføring inden for EØS af varer, der er markedsført uden for EØS, kan ikke fremgå af varemærkeindehaverens blotte tavshed. I øvrigt kan et stiltiende samtykke hverken fremgå af, at der ikke er taget aftalemæssige forbehold i forbindelse med overdragelsen af ejendomsretten til de varer, der er forsynet med varemærket, at varemærkeindehaveren ikke har modsat sig en markedføring inden for EØS, eller at der på varerne ikke er angivet et forbud mod markedføring inden for EØS.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle sprog. Dommen vil i sin fulde udstrækning være at finde på Domstolens hjemmeside på Internettet under www.curia.eu.int  cirka kl. 15.00 på afsigelsesdagen. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink tlf. (352) 43 03 3651 fax (352) 43 03 2033. Billeder fra retsmødet kan fås hos " Europe by Satellite" Europa-Kommissionen, Presseafdelingen, L-2920 Luxembourg, tlf. (352) 4301 35177, fax (352) 4301 35249, eller B-1049 Bruxelles, tlf. (32) 2 296 4106, fax (32) 2 296 5956, eller (32) 2 230 1280.