Domstolen understreger imidlertid betydningen af en pålidelig sporingsordning for
beskyttelsen af folkesundheden. Domstolen fastslår endvidere, at en ikke særlig klar
lovgivning medførte visse vanskeligheder ved anvendelsen af fællesskabsretlige beslutninger.
Kød og kødprodukter, der hidrørte fra kvæg, som var slagtet i Nordirland i henhold til ordningen
med besætninger, der opfylder betingelserne for eksport (ECHS), var først omfattet af
ophævelsen af embargoen; derefter fastsatte en beslutning af 25. november 1998 betingelserne
for udførsel fra Det Forenede Kongerige af oksekød og oksekødprodukter, der var omfattet af en
ordning, som byggede på dyrenes fødselsdato (Date-Based Export Scheme - DBES-ordningen).
Denne ordning vedrørte identificering og sporing af dyrene; alene dyr, der var født efter den 1.
august 1996, på hvilken dato brugen af kød- og benmel blev forbudt, og hvis præcise oprindelse
og afstamning kunne spores, kunne udføres.
Den 23. juli 1999 fastsatte Kommissionen, efter at den havde kontrolleret
beskyttelsesforanstaltningernes rette anvendelse, den 1. august 1999 som datoen for ophævelsen
af embargoen og genoptagelsen af indførslerne af oksekød og afledede produkter fra Det
Forenede Kongerige til medlemsstaterne.
Frankrig afviste at anvende denne beslutning og gav alene tilladelse til transit af britisk oksekød
gennem fransk område, idet Frankrig støttede sig til en udtalelse fra Agence française de sécurité
sanitaire des aliments.
Kommissionen har den 4. januar 2000 anlagt sag ved EF-Domstolen med påstand om, at det blev
fastslået, at den franske regering har tilsidesat sine fællesskabsretlige forpligtelser, idet den har
afvist at tillade markedsføring i Frankrig af britisk oksekød, der opfyldte de fællesskabsretlige
krav, fra den 1. august 1999.
Kommissionen har anført, at medlemsstaterne var bundet af datoen for genoptagelsen af
udførslerne, der fulgte af fællesskabsretlige beslutninger, og de kunne således ikke dække sig bag
tvivl eller fortolkningsproblemer for at undlade at anvende disse beslutninger. Kommissionen
har tilføjet, at da der for de pågældende produkter findes en fællesskabsretlig harmonisering, der
udgør en sammenhængende og udtømmende ordning til sikring af beskyttelsen af menneskers
og dyrs sundhed, er embargoen ikke berettiget.
Den franske regering har navnlig den opfattelse, at DBES-ordningens manglende pålidelighed,
den manglende fællesskabsretlige harmonisering på området for mærkning og sporing på
medlemsstaternes område af britisk oksekød og afledede produkter, samt utilfredsstillende
programmer til sporingsprøver, ikke giver regeringen mulighed for at ophæve embargoen.
Denne anfægtelse af DBES-ordningens effektivitet skal ses som en anfægtelse af lovligheden af
de fællesskabsretlige beslutninger, hvorved denne ordning blev oprettet . Det tilkom imidlertid
den franske regering på daværende tidspunkt at anvende de rette retsmidler til at få efterprøvet
lovligheden af retsakter fra Fællesskabets institutioner (hvad enten der er tale om den oprindelige
beslutning om DBES-ordningen eller om beslutningen af 23. juli 1999 om ophævelse af
embargoen), hvilket ikke kan ske i dag under et traktatbrudssøgsmål mod denne medlemsstat.
For så vidt angår produkternes sporbarhed, der er den væsentligste betingelse i DBES-ordningen,
og som ifølge den franske regering ikke er mulig efter opskæringen på britiske opskæringssteder,
understreger Domstolen, at sporbarhed er strengt nødvendig indtil salgsstedet med henblik på
at give mulighed for tilbagekaldelse af et parti, der indeholder et dyr, som ikke opfylder
betingelserne i DBES-ordningen.
Denne sporbarhed var imidlertid ikke sikret, fastslår Dosmtolen, på tidspunktet for
Kommissionens beslutning af 23. juli 1999, hvorved embargoen blev ophævet, navnlig for
kødprodukter og opskårne, forarbejdede eller videreforarbejdede DBES-produkter.
Der blev den 24. november 1999 indgået et aftalememorandum mellem Det Forenede Kongerige,
Frankrig og Kommissionen. Det blev heri bestemt, at produkter, der forsendes direkte til
Frankrig, kunne undergives en specifik identifikation. De andre medlemsstater skulle træffe
bindende foranstaltninger for at sikre mærkningen og etiketteringen af alt kød eller alle afledede
produkter, der blev forsendt fra Det Forenede Kongerige, og opretholdelsen af denne mærknng
efter opskæringen, forarbejdningen eller videreforarbejdningen på deres område. Forbedringen
af sporingsordningen hvilede på gensidig bistand mellem medlemsstaterne, hvoraf nogle
imidlertid klart havde tilkendegivet, at de udelukkede en særskilt mærkning af britisk oksekød.
Den fællesskabsretlige lovgivning om sporbarhed, der er fastsat i DBES-ordningen, var ikke
bindende. De øvrige fællesskabsretlige forordninger gav alene medlemsstaterne mulighed for at
indføre en ordning med mærkning af oksekød. Det var først den 17. juli 2000, at der blev oprettet
en fuldstændig ordning med sporing og obligatorisk mærkning, der fandt anvendelse på dyr, der
var slagtet fra 1. september 2000.
Da Kommissionen traf beslutningen om at ophæve embargoen den 23. juli 1999, var det dermed
op til medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger vedrørende mærkning og sporing.
Domstolen finder, at Frankrigs argumenter herom er relevante, for så vidt de vedrørte britiske
DBES-produkter, der var blevet opskåret, forarbejdet eller videreforarbejdet på en anden
medlemsstats område for derefter at blive udført til Frankrig, uden at de særskilte mærker kunne
identificere produkterne ved en eventuel tilbagekaldelse af partier. Domstolen fastslår imidlertid,
at Kommissionen ikke har godtgjort, at Frankrig har modsat sig indførsler af kød eller
kødprodukter fra andre medlemsstater med denne begrundelse, og frifinder Frankrig på dette
punkt.
Domstolen konkluderer derimod, at Frankrig har tilsidesat sine forpligtelser ved at afvise at tillade
markedsføring på det franske område af DBES-produkter, der er korrekt mærket eller
etiketteret. Kravene vedrørende sporbarhed har nemlig eksisteret siden den 1. juni 1998, det vil
sige fra ECHS-ordningens indførelse. Frankrig har siden aftalememorandumet af 24. november
1999 været fuldt ud bekendt med sine forpligtelser og kunne sørge for sporing af produkter, der
blev forsendt direkte til det franske område. Den franske regering skulle inden for en rimelig frist
iværksætte ophævelsen af embargoen, og Domstolen anfører, at regeringen dermed har tilsidesatsine forpligtelser fra den 30. december 1999, hvilken dato Kommissionen havde fastsat for
Frankrig til at efterkomme sine forpligtelser.
Da Kommissionens påstande på den ene side imidlertid kun delvist bliver taget til følge, og da
en ikke særlig klar fællesskabsretlig lovgivning på den anden side medførte visse vanskeligheder
ved anvendelsen heraf, fordeler Domstolen sagens omkostninger mellem Frankrig og
Kommissionen med to tredjedele til Frankrig og en tredjedel til Kommissionen.
Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog. Forslaget til afgørelse vil i sin fulde udstrækning være at finde på Domstolens hjemmeside på Internettet under www.curia.eu.int cirka kl. 15.00 på dagen.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink
Billeder fra retsmødet kan fås hos Europe by Satellite |