Kød og kødprodukter, der hidrørte fra kvæg, som var slagtet i Nordirland i henhold til ordningen med besætninger, der opfylder betingelserne for eksport (ECHS), var først omfattet af ophævelsen af embargoen; derefter fastsatte en beslutning af 25. november 1998 betingelserne for udførsel fra Det Forenede Kongerige af oksekød og oksekødprodukter, der var omfattet af en ordning, som byggede på dyrenes fødselsdato (Date-Based Export Scheme - DBES-ordningen).
Denne ordning vedrørte identificering og sporing af dyrene; alene dyr, der var født efter den 1. august 1996, på hvilken dato brugen af kød- og benmel blev forbudt, og hvis præcise oprindelse og afstamning kunne spores, kunne udføres.

Den 23. juli 1999 fastsatte Kommissionen, efter at den havde kontrolleret beskyttelsesforanstaltningernes rette anvendelse, den 1. august 1999 som datoen for ophævelsen af embargoen og genoptagelsen af indførslerne af oksekød og afledede produkter fra Det Forenede Kongerige til medlemsstaterne.

Frankrig afviste at anvende denne beslutning og gav alene tilladelse til transit af britisk oksekød gennem fransk område, idet Frankrig støttede sig til en udtalelse fra Agence française de sécurité sanitaire des aliments.

Kommissionen har den 4. januar 2000 anlagt sag ved EF-Domstolen med påstand om, at det blev fastslået, at den franske regering har tilsidesat sine fællesskabsretlige forpligtelser, idet den har afvist at tillade markedsføring i Frankrig af britisk oksekød, der opfyldte de fællesskabsretlige krav, fra den 1. august 1999.

Kommissionen har anført, at medlemsstaterne var bundet af datoen for genoptagelsen af udførslerne, der fulgte af fællesskabsretlige beslutninger, og de kunne således ikke dække sig bag tvivl eller fortolkningsproblemer for at undlade at anvende disse beslutninger. Kommissionen har tilføjet, at da der for de pågældende produkter findes en fællesskabsretlig harmonisering, der udgør en sammenhængende og udtømmende ordning til sikring af beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed, er embargoen ikke berettiget.

Den franske regering har navnlig den opfattelse, at DBES-ordningens manglende pålidelighed, den manglende fællesskabsretlige harmonisering på området for mærkning og sporing på medlemsstaternes område af britisk oksekød og afledede produkter, samt utilfredsstillende programmer til sporingsprøver, ikke giver regeringen mulighed for at ophæve embargoen.

Denne anfægtelse af DBES-ordningens effektivitet skal ses som en anfægtelse af lovligheden af de fællesskabsretlige beslutninger, hvorved denne ordning blev oprettet . Det tilkom imidlertid den franske regering på daværende tidspunkt at anvende de rette retsmidler til at få efterprøvet lovligheden af retsakter fra Fællesskabets institutioner (hvad enten der er tale om den oprindelige beslutning om DBES-ordningen eller om beslutningen af 23. juli 1999 om ophævelse af embargoen), hvilket ikke kan ske i dag under et traktatbrudssøgsmål mod denne medlemsstat.

For så vidt angår produkternes sporbarhed, der er den væsentligste betingelse i DBES-ordningen, og som ifølge den franske regering ikke er mulig efter opskæringen på britiske opskæringssteder, understreger Domstolen, at sporbarhed er strengt nødvendig indtil salgsstedet med henblik på at give mulighed for tilbagekaldelse af et parti, der indeholder et dyr, som ikke opfylder betingelserne i DBES-ordningen.
Denne sporbarhed var imidlertid ikke sikret, fastslår Dosmtolen, på tidspunktet for Kommissionens beslutning af 23. juli 1999, hvorved embargoen blev ophævet, navnlig for kødprodukter og opskårne, forarbejdede eller videreforarbejdede DBES-produkter.
Der blev den 24. november 1999 indgået et aftalememorandum mellem Det Forenede Kongerige, Frankrig og Kommissionen. Det blev heri bestemt, at produkter, der forsendes direkte til Frankrig, kunne undergives en specifik identifikation. De andre medlemsstater skulle træffe bindende foranstaltninger for at sikre mærkningen og etiketteringen af alt kød eller alle afledede produkter, der blev forsendt fra Det Forenede Kongerige, og opretholdelsen af denne mærknng efter opskæringen, forarbejdningen eller videreforarbejdningen på deres område. Forbedringen af sporingsordningen hvilede på gensidig bistand mellem medlemsstaterne, hvoraf nogle imidlertid klart havde tilkendegivet, at de udelukkede en særskilt mærkning af britisk oksekød.
Den fællesskabsretlige lovgivning om sporbarhed, der er fastsat i DBES-ordningen, var ikke bindende. De øvrige fællesskabsretlige forordninger gav alene medlemsstaterne mulighed for at indføre en ordning med mærkning af oksekød. Det var først den 17. juli 2000, at der blev oprettet en fuldstændig ordning med sporing og obligatorisk mærkning, der fandt anvendelse på dyr, der var slagtet fra 1. september 2000.
Da Kommissionen traf beslutningen om at ophæve embargoen den 23. juli 1999, var det dermed op til medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger vedrørende mærkning og sporing.

Domstolen finder, at Frankrigs argumenter herom er relevante, for så vidt de vedrørte britiske DBES-produkter, der var blevet opskåret, forarbejdet eller videreforarbejdet på en anden medlemsstats område for derefter at blive udført til Frankrig, uden at de særskilte mærker kunne identificere produkterne ved en eventuel tilbagekaldelse af partier. Domstolen fastslår imidlertid, at Kommissionen ikke har godtgjort, at Frankrig har modsat sig indførsler af kød eller kødprodukter fra andre medlemsstater med denne begrundelse, og frifinder Frankrig på dette punkt.

Domstolen konkluderer derimod, at Frankrig har tilsidesat sine forpligtelser ved at afvise at tillade markedsføring på det franske område af DBES-produkter, der er korrekt mærket eller etiketteret. Kravene vedrørende sporbarhed har nemlig eksisteret siden den 1. juni 1998, det vil sige fra ECHS-ordningens indførelse. Frankrig har siden aftalememorandumet af 24. november 1999 været fuldt ud bekendt med sine forpligtelser og kunne sørge for sporing af produkter, der blev forsendt direkte til det franske område. Den franske regering skulle inden for en rimelig frist iværksætte ophævelsen af embargoen, og Domstolen anfører, at regeringen dermed har tilsidesatsine forpligtelser fra den 30. december 1999, hvilken dato Kommissionen havde fastsat for Frankrig til at efterkomme sine forpligtelser.
Da Kommissionens påstande på den ene side imidlertid kun delvist bliver taget til følge, og da en ikke særlig klar fællesskabsretlig lovgivning på den anden side medførte visse vanskeligheder ved anvendelsen heraf, fordeler Domstolen sagens omkostninger mellem Frankrig og Kommissionen med to tredjedele til Frankrig og en tredjedel til Kommissionen.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog. Forslaget til afgørelse vil i sin fulde udstrækning være at finde på Domstolens hjemmeside på Internettet under www.curia.eu.int  cirka kl. 15.00 på dagen. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink tlf. (352) 43 03 3651 fax (352) 43 03 2033 Billeder fra retsmødet kan fås hos “Europe by Satellite” Europa-Kommissionen, Presse- og Informationsafdelingen, L-2920 Luxembourg, tlf. (352) 4301 35177, fax (352) 4301 35249, eller B-1049 Bruxelles, tlf. (32) 2 2965956, fax(32) 2 2301280