Presse- og Informationsafdelingen

INFORMATION TIL PRESSEN
12. juni 2001

Retsmøde i sag C-189/01
Jippes m.fl.


PRINCIPPET OM FORBUD MOD VACCINATION MOD MUND- OG KLOVSYGE BEHANDLES UNDER ET RETSMØDE I DOMSTOLEN DEN 20. JUNI 2001.

På foranledning af et spørgsmål stillet af en nederlandsk ret anvender Domstolen for første gang en hasteprocedure efter de ændringer af dens procesreglement, der trådte i kraft den 1. februar 2001.

Fru Jippes har fire får og to geder, som hun behandler som kæledyr. De skal forblive i deres indhegning, indtil de dør en naturlig død.

Et direktiv udstedt af Rådet i 1985 fastsætter foranstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovsyge. Det indeholder et principielt forbud mod vaccination, men tillader nødvaccination i begrænset omfang i bestemte geografiske områder . Beslutningen om at indføre nødvaccination træffes af Kommissionen i samarbejde med den pågældende medlemsstat.

Fru Jippes, der bor i Yde (Nederlandene), befinder sig uden for de vaccinationsområder, der er indført ved en beslutning af 27. marts 2001 fra Kommissionen, som i henhold til fællesskabsdirektivet fastlægger betingelserne for bekæmpelse og udryddelse af mund- og klovsyge i Nederlandene .

Fru Jippes har ansøgt Nederlandenes Ministerium for Landbrug, Naturforvaltning og Fiskeri om fritagelse fra vaccinationsforbuddet. Da hun ikke fik svar, indgav hun en klage og indgav begæring til præsidenten for College van Beroep voor het bedrijfsleven om tilladelse til at vaccinere sine dyr.

Ministeriet har efter henvendelse fra College til sidst truffet afgørelse om fru Jippes' klage. Det fandt, at hun ikke kunne opnå samme behandling af sine dyr som den, der gives zoologiske haver, som kan få tilladelse til at foretage vaccination under visse omstændigheder.

Fru Jippes har påberåbt sig den europæiske konvention af 10. marts 1976 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål. Efter hendes opfattelse er fællesskabsdirektivet ikke i overensstemmelse med denne konventions bestemmelser, hvorefter dyrene skal huses, fodres, vandes og passes på en måde, som (...) er passende for deres fysiologiske (...) behov.

Ministeriet er af den opfattelse, at denne konvention ikke indeholder bindende bestemmelser i den nederlandske grundlovs forstand.

College har anmodet Domstolen om at udtale sig om, hvorvidt vaccinationsforbuddet i direktivet er gyldigt i henhold til fællesskabsretten (og navnlig proportionalitetsprincippet), og om den måde, hvorpå Kommissionen har anvendt det i beslutningen om Nederlandene, er gyldig.

Første anvendelse af hasteproceduren på en præjuduciel forelæggelse

Efter de ændringer af Domstolens procesreglement, der trådte i kraft den 1. februar 2001, kan præsidenten på den refererende dommers forslag og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at underkaste en præjudiciel forelæggelse en hasteprocedure (procesreglementets artikel 104a).

Indtil den 1. februar var der kun mulighed for at benytte en hasteprocedure i direkte søgsmål.

For at der kan benyttes en hasteprocedure, skal to betingelser være opfyldt:

1)    Den nationale ret skal have fremsat begæring om hasteproceduren.
2)    Det skal ud fra de påberåbte omstændigheder være godtgjort, at det i særlig grad er uopsætteligt, at der træffes afgørelse om det præjudicielle spørgsmål.

I denne sag har præsidenten for første gang besluttet at underkaste behandlingen af det stillede spørgsmål en hasteprocedure.

I denne sag, der er anlagt den 27. april 2001, finder den mundtlige forhandling sted for Domstolens plenum i retsmødet den 20. juni 2001 kl. 9.30 i grande salle d'audience.

Hvis De ønsker at overvære retsmødet, bedes De tilsende Domstolen vedlagte akkrediteringsformular.


Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen.

Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.
www.curia.eu.int 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på
tlf. (+352) 4303 3651 eller fax (+352) 4303 2033.

 


Der vil blive indrettet et presselokale med kontorfaciliteter.

Bemærk venligst:

* at det ikke er tilladt at benytte mobiltelefoner eller andre hørbare elektroniske apparater under retsmødet

* at tilhørerne bedes forblive på deres pladser og forholde sig roligt, indtil retsmødet er slut

* at det kun er tilladt at tage billeder og filme ved retsmødets begyndelse (formandens og parternes ankomst, domsafsigelsen og oplæsningen af forslaget til afgørelse)

* at det ikke er tilladt at benytte blitz eller andre former for ekstra belysning

* at såfremt et meget stort antal fotografer og kameramænd tilkendegiver interesse, kan Presse- og Informationsafdelingen oprette en "pool"

* at det ikke er tilladt for fotografer og kameramænd at bevæge sig rundt i retssalen, mens de fotograferer eller filmer

* at pressen bedes benytte indgangen til Thomas More-bygningen, Boulevard Konrad Adenauer.



TIL BRUG FOR PRESSEN

Denne formular bedes sendt pr. fax senest den 18. juni 2001 kl. 12.00.
til nummer: +352 4303 2033
Kontaktperson: Steen Hjelmblink
Tlf. +352 4303 3651


Navne:  
Organ:

 

Tlf.:

 

Fax:  
Medietype:
 
Antal personer:
 
Ønsker at fotografere
(sæt kryds): ja nej  
Ønsker at filme
(sæt kryds): ja nej  

Anmodningen kan betragtes som imødekommet, medmindre Presse- og Informations-afdelingen meddeler andet.

Rådets direktiv 85/511/EØF af 18.11.1985, EFT 1985 L 315, s. 11. Kommissionens beslutning 2001/246/EF af 27.3.2001, EFT 2001 L 88, s. 21.