Kommissionen anlagde i løbet af 1998 og 1999 traktatbrudssag mod Portugal, Frankrig og Belgien. Disse lande havde regler om begrænsning af erhvervelse af kapitalandele i forbindelse med privatisering, som efter Kommissionens opfattelse var i strid med de nævnte grundlæggende rettigheder i fællesskabsretten.

-    For Portugals vedkommende er der tale om love og administrative bestemmelser om privatiseringer, som begrænser den maksimale udenlandske deltagelse, og som indebærer finansministerens forudgående godkendelse, så snart en erhverver når en tærskel på 10% af kapitalen i et privatiseret selskab.

-    Frankrig bebrejdes for, at et dekret fra 1993 tildeler staten en særlig aktie i selskabet Elf-Aquitaine, i henhold til hvilken økonomiministeren ved erhvervelse af kapitalandele eller af rettigheder dels forudgående skal godkende hver overskridelse af fastsatte tærskler for besiddelse af kapitalandele dels kan modsætte sig beslutninger om afståelse af elleroverdragelse til sikkerhed af aktiver. Dette selskab virker på området for Frankrigs forsyning med råolie.

-    Endelig vedrører sagen mod Belgien to kongelige anordninger fra 1994, der tildeler staten en særlig aktie i Société Nationale de Transport par Canalisations og i selskabet Distrigaz, i henhold til hvilke energiministeren kan hindre enhver overdragelse af tekniske installationer samt særlige bestyrelsesbeslutninger, som specifikt vedrører selskabets aktiver, og som kan true den nationale naturgasforsyning.

Domstolen anfører indledningsvis, at EF-traktaten forbyder enhver restriktion af de frie kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande, og at Rådets direktiv af 1988 om gennemførelse af de frie kapitalbevægelser bidrager til at definere, hvilke investeringer i form af kapitalandele, som er kapitalbevægelser, der er i overensstemmelse med traktaten.

I lyset af dette princip undersøger Domstolen, om de særlige aktier i hvert af de tre lande opfylder disse krav - det drejer sig om:

-    forbud mod, at statsborgere fra andre medlemsstater investerer i mere end et fastsat antal aktier (Portugal),

-    krav om forudgående godkendelse eller anmeldelse, så snart en grænse for kapitalandele eller stemmerettigheder overskrides (Frankrig og Portugal),

-    eller ret til efterfølgende indsigelser mod beslutninger om overdragelse (Frankrig og Belgien).

Domstolen finder for det første, at regler, som kan udgøre en hindring for erhvervelse af aktier i de berørte virksomheder, og som kan afholde investeringer fra andre medlemsstater, indebærer fare for, at retten til frie kapitalbevægelser gøres illusorisk, og udgør en restriktion for kapitalbevægelser.

Kan disse restriktioner være berettigede?

Domstolen undersøger først de portugisiske bestemmelser og finder, at de er klart diskriminatoriske over for investorer, der er statsborgere i andre medlemsstater: De udgør således en restriktion for de fri kapitalbevægelser, hvilket Domstolen naturligvis må statuere.

Domstolen undersøger efterfølgende, om begrundelsen for de restriktioner, der er indført ved disse regler, og som efter statens opfattelse er baseret på nødvendigheden af at opretholde kontrol med de virksomheder, der handler inden for områder af almen eller strategisk interesse, kan være berettigede. De frie kapitalbevægelser kan nemlig kun underlægges en begrænsning ved en national ordning, hvis ordningen respekterer visse nærmere bestemmelser, herunder den dobbelte betingelse, at ordningen er begrundet i tvingende almene hensyn, og at den er forholdsmæssig i forhold til det tilstræbte mål - med andre ord at dette mål ikke må kunne realiseres ved mindre restriktive foranstaltninger - og at ordningen er fastsat ud fra objektive kriterier, der på forhånd er kendte af de berørte virksomheder, som i givet fald skal kunne anfægte statens beslutninger.

For Frankrigs vedkommende anfører Domstolen, at uanset om det mål, der tilstræbes (at garantere forsyningen med olieprodukter i en krisesituation), udgør et legitimt alment hensyn, går de pågældende foranstaltninger væsentligt ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det anførte mål. De anfægtede bestemmelser er nemlig i strid med retssikkerhedsprincippet, i det omfang de ikke nævner de særlige og konkrete omstændigheder, hvorunder en forudgående godkendelse bliver tildelt eller nægtet, eller hvorunder en ret til efterfølgende indsigelse bliver udøvet. Domstolen dømmer derfor Frankrig for en sådan ubestemthed og for en så vid skønsbeføjelse, der er et alvorligt indgreb i det grundlæggende princip om frie kapitalbevægelser.

Hvad angår Belgien finder Domstolen derimod, at såvel begrundelsen for det mål, der søges nået af Belgien (at opretholde en minimumsforsyning med gas i tilfælde af en virkelig og alvorlig trussel), som de foranstaltninger, der er truffet for at realisere dette mål, er i overensstemmelse med de grundlæggende principper i fællesskabsretten. Der er nemlig ikke noget krav om forudgående godkendelse. Den belgiske regerings beføjelser i forbindelse med overdragelse af installationer og dens eventuelle indgriben i bestyrelsespolitikken skal udøves inden for strenge frister under en procedure, hvorefter der kræves en formel og præcis begrundelse, og inden for rammerne af en effektiv domstolskontrol. Endelig har Kommissionen ikke bevist, at en denne ordning kan erstattes med en mindre indgribende ordning.

For så vidt angår Portugal bemærker Domstolen vedrørende det argument om Den Portugisiske Republiks finansielle interesser, at det fremgår af fast retspraksis, at økonomiske hensyn, der anføres til støtte for en procedure med forudgående godkendelse, ikke gyldigt kan begrunde en begrænsning af bevægelsesfriheden. Domstolen fastslår derfor traktatbruddet for så vidt angår de omhandlede portugisiske foranstaltninger.

Domstolen bemærker endeligt, at eftersom de omhandlede regler medfører restriktioner for de frie kapitalbevægelser, udgør de nødvendigvis også hindringer for etableringsfriheden, og finder det ikke nødvendigt særskilt at undersøge disse regler i lyset af traktatens regler om etableringsfriheden. Selv hvis det i den belgiske sag forudsattes, at beskyttelsesforanstaltningerne kunne udgøre en hindring for etableringsfriheden, ville en sådan hindring være begrundet i de samme hensyn som for restriktionen for de frie kapitalbevægelser.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog. Fra ca. kl. 15 i dag kan dommene i deres helhed findes på Domstolens hjemmeside på Internettet under www.curia.eu.int  Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på tlf. (+352) 4303 3651 eller fax (+352) 4303 2033.