Domstolen præciserer, at det spørgsmål, der skal afgøres i appellen, er, om private, der ikke er individuelt berørt af en forordnings bestemmelser, kan anlægge et annullationssøgsmål, alene fordi retten til en effektiv domstolsbeskyttelse gør dette påkrævet, i betragtning af, at der angiveligt ikke er adgang til noget retsmiddel ved de nationale domstole.

Ifølge EF-traktaten kan “[e]nhver fysisk eller juridisk person [...] indbringe klage over beslutninger, der retter sig til ham, samt over beslutninger, som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning eller en beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt”. Det følger af fast retspraksis, at private kun kan anfægte en almengyldig retsakt, såfremt denne rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre.

Såfremt denne betingelse ikke er opfyldt, er ingen fysiske eller juridiske personer berettigede til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en forordning.

Domstolen bemærker imidlertid, at Det Europæiske Fællesskab er et retsfællesskab, inden for hvilket dets institutioner er undergivet kontrol med, at deres retsakter er forenelige med traktaten og med de almindelige retsgrundsætninger, som de grundlæggende rettigheder er en del af. Borgerne skal derfor have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, som tilkommer dem i medfør af fællesskabsretten, idet retten til en sådan beskyttelse hører til de almindelige retsgrundsætninger, der udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner.

Der er ved EF-traktaten oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet udøvelsen af denne kontrol påhviler Fællesskabets retsinstanser. Fysiske og juridiske personer, der på grund af betingelserne for at antage en sag til realitetsbehandling ikke kan anfægte almengyldige fællesskabsretsakter direkte, har inden for rammerne af dette system mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige,

-    enten for Fællesskabets retsinstanser i form af en indsigelse (under en verserende sag) mod den fællesskabsforanstaltning, som er iværksat med hjemmel i den omtvistede retsakt,

-    eller for de nationale retsinstanser, som, idet de ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter, forelægger Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.

For så vidt angår det sidstnævnte tilfælde påhviler det medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse. De nationale retsinstanser er i overensstemmelse med det princip om loyalt samarbejde, som følger af traktaten, forpligtet til at fortolke og anvende de nationale procesregler på en sådan måde, at fysiske og juridiske personer får adgang til ved domstolene at anfægte lovligheden af en national foranstaltning, som er iværksat med hjemmel i en forordning, ved at påberåbe sig, at vedkommende forordning er ugyldig.

Domstolen kan ikke tiltræde den opfattelse, at der er adgang til at anlægge direkte annullationssøgsmål ved Fællesskabets retsinstanser, såfremt det viser sig, at de nationale procesregler ikke tillader borgerne at anlægge en sag om gyldigheden af den anfægtede fællesskabsretsakt, idet dette vil føre til, at Fællesskabets retsinstanser skal fortolke den nationale procesret. Domstolen bemærker desuden, at selv om fortolkningen af begrebet “individuelt berørt person” ud fra hensynet til en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer, at der skal tages hensyn til de forskellige omstændigheder, som kan individualisere en sagsøger, kan dette ikke føre til, at der ses bort fra den omhandlede betingelse, som er udtrykkeligt fastsat i traktaten.
Fællesskabets retsinstanser ville nemlig i så fald overskride deres beføjelser.

Det er alene medlemsstaterne, som i overensstemmelse med proceduren for ændring af traktaten har kompetence til at ændre ordningen for kontrol med lovligheden af almengyldige fællesskabsretsakter.

Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle de officielle sprog. Fra ca. kl. 15 i dag findes dommen i sin helhed på Domstolens hjemmeside på internettet www.curia.eu.int  Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på tlf.nr. (00352) 4303 3651 eller fax (00352) 4303 2033. Billeder fra retsmødet kan ses på “Europe by Satellite” Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Presse og Kommunikation, AV-tjenester og -produktion, L -2920 Luxembourg, tlf. (352) 4301 35177, fax (352) 4301 35249, eller B-1049 Bruxelles, tlf. (32) 2 2964106, fax (32) 2 2965956 eller (32) 2 2301280