EF-traktaten indeholder særlige bestemmelser vedrørende transport, der tillægger Rådet specifikke beføjelser. Herved har Rådet kunnet vedtage tre såkaldte “pakker” med retsregler (i 1987, 1990 og 1992), der tilsigter at gennemføre princippet om fri udveksling af tjenesteydelser på luftfartsområdet og at sikre den frie konkurrence inden for Fællesskabet. Den pakke, der blev vedtaget i 1992, omfatter tre forordninger om:
.     medlemsstaternes udstedelse af licenser til luftfartsselskaber, der er etableret i Fællesskabet,
.     EF-luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet, og
.     fastsættelse af billetpriser og rater for transport i Fællesskabet.

Denne pakke blev suppleret af to andre forordninger fra 1989 og 1993 vedrørende:
.     edb-reservationssystemer (CRS) og

.     tildeling af ankomst- og afgangstider.

Kommissionen havde fra begyndelsen af 1990'erne anmodet Rådet om bemyndigelse til at forhandle en luftfartsaftale med USA med henblik på at erstatte de bilaterale aftaler, der tidligere var indgået med en række europæiske lande, der på det pågældende tidspunkt ikke var medlemmer af Fællesskabet. Kommissionen opnåede et begrænset mandat til at forhandle med USA. Dette førte ikke til en aftale mellem Fællesskabet og USA.

Fra 1995 indgik USA imidlertid bilaterale aftaler af “open skies”-typen med en række medlemsstater, navnlig med henblik på at fremme den frie adgang til alle luftruter, tildelingen af ubegrænsede rute- og trafikrettigheder, fastsættelse af priser i henhold til systemet med “double disapproval” og muligheden for “code sharing”.

Kommissionen anlagde sag mod syv medlemsstater (Danmark, Sverige, Finland, Belgien, Luxembourg, Østrig og Tyskland), der alle havde undertegnet “open skies”-aftaler, samt mod Det Forenede Kongerige ¹. Kommissionen har navnlig gjort gældende, at de nævnte medlemsstater med undertegnelsen af de pågældende aftaler:

i)     har tilsidesat Fællesskabets eksterne kompetence, idet kun Fællesskabet har kompetence til at indgå en sådan aftale (dette klagepunkt er ikke fremført over for Det Forenede Kongerige)
ii)     har handlet i strid med traktatens bestemmelser vedrørende etableringsretten, idet aftalerne giver USA mulighed for at nægte at give trafikrettigheder over USA's eget luftrum til luftfartsselskaber, der er udpeget af den medlemsstat, der er part i en aftale, såfremt en væsentlig del af ejendomsretten til og den effektive kontrol med luftfartsselskabet ikke ligger hos den pågældende medlemsstat eller dennes statsborgere (klausulen vedrørende ejendomsretten til og kontrollen med luftfartsselskaber).

Tilsidesættelsen af Fællesskabets eksterne kompetence

Domstolen bemærker indledningsvis, at for så vidt angår luftfart hjemler traktaten en beføjelse for Fællesskabet til at handle, hvilket dog forudsætter en forudgående beslutning fra Rådet. Traktatbestemmelsen tillægger imidlertid ikke i sig selv Fællesskabet en ekstern kompetence på luftfartsområdet, der gør det muligt for fællesskabsinstitutionerne at indgå internationale aftaler, der forpligter Fællesskabet. Fællesskabet har derfor ikke en udtrykkelig ekstern kompetence i den henseende.

Domstolen tilføjer imidlertid, at Fællesskabets kompetence til at indgå internationale aftaler kan udledes forudsætningsvis af traktaten. Dette ville være tilfældet, såfremt anerkendelsen af en ekstern kompetence for Fællesskabet er nødvendig for, at Fællesskabet kan udøve sin (endnu ikke udøvede) interne kompetence formålstjenligt.

Domstolen fastslår, at for så vidt angår de foreliggende sager er der ikke tale om en situation, hvor den interne kompetence kun kunne udøves samtidig med den eksterne kompetence, idet Rådet har kunnet vedtage “den tredje pakke”, uden at det fandtes nødvendigt, at Fællesskabet indgik en aftale med USA på luftfartsområdet.

Domstolen bemærker med henvisning til sin praksis endvidere, at når Fællesskabet har vedtaget fælles regler, har medlemsstaterne ikke længere kompetence til at påtage sig forpligtelser over for tredjelande, såfremt de pågældende forpligtelser berører de fælles regler, og kun Fællesskabet kan påtage sig disse forpligtelser. Dette er tilfældet, når de internationale forpligtelser omfattes af anvendelsesområdet for de fælles regler eller i hvert fald af et område, der allerede i vid udstrækning er reguleret af sådanne regler, eller når Fællesskabet i sin interne lovgivning har indsat bestemmelser vedrørende borgere, konkret luftfartsselskaber, fra tredjelande.

Domstolen behandler herefter rækkevidden af hver enkelt af de påberåbte forordninger.
Domstolen tager først stilling til rækkevidden af forordningerne vedrørende medlemsstaternes tildeling af licenser til luftfartsselskaber, der er etableret i Fællesskabet, og EF- luftfartsselskabers adgang til luftruter inden for Fællesskabet. Domstolen fastslår, at de bilaterale aftaler ikke henhører under et område, der allerede er omfattet af de pågældende forordninger, idet de indeholder regler, der er bestemt for de amerikanske luftfartsselskaber. Disse forordninger kan følgelig ikke skabe en ekstern kompetence for Fællesskabet.

Derimod fastslår Domstolen, at visse af bestemmelserne om fastsættelse af billetpriser og rater på ruter inden for Fællesskabet samt bestemmelserne om edb-reservationssystemer og om tildelingen af slots, der findes i de øvrige forordninger, finder anvendelse på luftfartsselskaber fra tredjelande. I det tilfælde har Fællesskabet derfor en eksklusiv ekstern kompetence. Domstolen udtaler imidlertid, at Kommissionen ikke findes at have godtgjort, at de omtvistede bilaterale aftaler medfører forpligtelser med hensyn til slots.

Domstolen fastslår herefter, at Danmark, Sverige, Finland, Belgien, Luxembourg, Østrig og Tyskland har tilsidesat Fællesskabets eksterne kompetence for så vidt angår de fællesskabsretlige regler om fastsættelse af priser på ruter inden for Fællesskabet og om edb-reservationssystemer (CRS).

Tilsidesættelsen af etableringsretten

Domstolen fastslår, at i henhold til klausulen vedrørende ejendomsretten til og kontrollen med luftfartsselskaber er USA i princippet forpligtet til at indrømme de rettigheder, der er fastsat i aftalerne, over for luftfartsselskaber, der kontrolleres af den medlemsstat, som USA har indgået aftalen med, og USA har mulighed for at nægte at indrømme de pågældende rettigheder til luftfartsselskaber, der kontrolleres af andre medlemsstater, og som er etableret i den pågældende medlemsstat. Der er tale om en forskelsbehandling, som afskærer luftfartsselskaber fra andre medlemsstater fra national behandling i værtsmedlemsstaten, hvilket ikke er tilladt i henhold til EF-reglerne om etableringsretten.

Domstolen tilføjer , at denne klausul ikke kan begrundes ud fra hensynet til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, idet der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem en sådantrussel og den generelle forskelsbehandling af EF-luftfartsselskaber.

Domstolen fastslår herefter, at den klausul vedrørende ejendomsretten til og kontrollen med luftfartsselskaber, der er indsat i de bilaterale aftaler, der er undertegnet mellem på den ene side USA og på den anden side Det Forenede Kongerige, Danmark, Sverige, Finland, Belgien, Luxembourg, Østrig og Tyskland, er i strid med reglerne om etableringsretten.

                

Denne pressemeddelelse er udelukkende til pressens brug. Den er ikke et officielt dokument og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen er tilgængelig på alle de officielle sprog. www.curia.eu.int  Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink tlf. 00352 4303 3651 eller fax 00352 4303 2033.