Biret er en fransk virksomhed, der handler med levnedsmidler, navnlig kød.
Ved to fællesskabsdirektiver fra 1981 og 1988 blev der indført et forbud mod indførsel til Fællesskabet af kød og kødprodukter, som er behandlet med bestemte hormoner. Den 1. januar 1995 trådte overenskomsten om WTO (Verdenshandelsorganisationen) i kraft for EU's vedkommende tillige med den hertil hørende overenskomst om anvendelse af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS- aftalen) samt overenskomsten vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister ved WTO's tvistbilæggelsesorgan (Dispute Settlement Body - DSB).

I april 1996 vedtog Rådet et nyt EF-direktiv, hvorved importforbuddet blev opretholdt og udvidet til at omfatte yderligere et hormon. WTO's tvistbilæggelsesorgan traf den 13. februar 1998 afgørelse om, at direktivets bestemmelser var uforenelige med SPS-aftalen. Fællesskabet fik frist til den 13. maj 1999til at gennemføre WTO-tvistbilæggelsesorganets bindende anbefalinger. Den 24. maj 2000 fremsatte Kommissionen forslag for Rådet til ændring af direktivet fra 1996, som stadig ikke er vedtaget.

I juni 2000 anlagde Biret sag ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans mod Rådet for Den Europæiske Union med påstand om erstatning af det tab, virksomheden har lidt på grund af forbuddet mod indførsel til Fællesskabet af oksekød, som er behandlet med bestemte hormoner.
                                
De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans tog ikke kravet til følge og henviste til støtte herfor til Domstolens praksis, hvorefter WTO-overenskomsten og dens bilag ganske vist udgør en del af fællesskabsretten, men efter sin karakter og opbygning principielt ikke udgør regler, på grundlag af hvilke Domstolen kan prøve lovligheden af fællesskabsinstitutionernes retsakter, ligesom WTO- reglerne ikke skaber nogen rettighed for borgerne, som disse kan påberåbe sig ved domstolene. Dette princip kunne ifølge Retten kun fraviges, såfremt Fællesskabet opfylder en bestemt forpligtelse, som det har påtaget sig inden for rammerne af WTO, eller såfremt den pågældende fællesskabsretsakt udtrykkeligt henviser til bestemte bestemmelser i WTO-aftalerne. Ingen af disse betingelser var imidlertid ifølge den af Retten i Første Instans afsagte dom opfyldt i denne sag.

Biret har iværksat appel til Domstolen.

Generaladvokat Alber har i dag fremsat forslag til afgørelse i denne sag.

Generaladvokaternes forslag til afgørelse er ikke bindende for Domstolen. De har til opgave fuldstændig uafhængigt at foreslå Domstolen, hvorledes den pågældende sag skal afgøres.

Generaladvokaten har for det første fastslået, at WTO-ret ifølge fast domspraksis ikke har direkte virkning, og at der ikke foreligger nogen af de to undtagelsestilfælde, som er anerkendt i domspraksis (opfyldelse af en bestemt forpligtelse, som er påtaget inden for rammerne af WTO; udtrykkelig henvisning til en særlig bestemmelse i WTO-overenskomsten).

På grundlag af den konstatering, at det efter afgivelsen af DSB-anbefalingerne i februar 1998 var nødvendigt, at Fællesskabet udstedte en retsakt til gennemførelse af DSB-anbefalingen, rejser generaladvokaten det spørgsmål, om Biret ikke desto mindre kan påberåbe sig DSB-anbefalingen og direkte bør kunne støtte sig på WTO-ret, fordi fristen for gennemførelsen af anbefalingerne for længst var udløbet. Fristen herfor udløb nemlig i maj 1999. Ganske vist havde Kommissionen i juni 2000 fremsat forslag til ændring af fællesskabsretten, men lovgivningsproceduren herfor er endnu ikke endelig afsluttet, hvorfor der ikke siden maj 1999 er sket nogen ændringer i retstilstanden, hverken hvad angår WTO- eller fællesskabsretten. Spørgsmålet er derfor, om Biret skal affinde sig med denne situation uden erstatning, eller om det under sådanne omstændigheder bør være muligt at påberåbe sig en DSB-anbefaling, hvori det med bindende retsvirkning fastslås, at fællesskabsretten er retsstridig,hvilket vil medføre, at WTO-retten må antages at have direkte virkning, således at Biret har mulighed for eventuelt at rejse erstatningskrav.

Det mener generaladvokaten, at der bør være mulighed for.

Han bemærker, at ordningen for WTO's tvistbilæggelsesorgan (DSB) - i modsætning til, hvad der gjaldt efter GATT - er kendetegnet ved, at en DSB-afgørelse eller -anbefaling ubetinget skal gennemføres. Efter vedtagelsen heraf kan parterne ikke længere indgå forlig eller aftale at gøre undtagelse fra forpligtelserne. De kan kun forhandle om fristen for gennemførelsen af DSB-afgørelsen. Den blev i det foreliggende tilfælde fastsat til 15 måneder og udløb i maj 1999.

Efter generaladvokatens opfattelse begrænser anerkendelsen af et erstatningskrav ikke handlefriheden hos Fællesskabets lovgivende og udøvende organer. Efter vedtagelsen af en DSB-anbefaling eller
-afgørelse har de kontraherende parter i WTO-overenskomsten ikke længere nogen beføjelse til at forhandle om, hvorvidt de vil gennemføre anbefalingen eller afgørelsen. De kan heller ikke unddrage sig deres WTO-forpligtelser ved at forhandle sig til en dispensation. Hvorledes Fællesskabet vil sikre sig overensstemmelse mellem sine foranstaltninger og forpligtelserne efter SPS-aftalen, er overladt til de kompetente fællesskabsorganers skøn. Det kan også tænkes, at de på grundlag af nye videnskabelige resultater igen indfører et importforbud, som denne gang er foreneligt med SPS-aftalen. Anerkendelsen af direkte virkning er ikke ensbetydende med, at private har krav på, at der udføres bestemte handlinger, såsom ophævelsen af et importforbud, men alene krav på erstatning i penge.

Anerkendelse af et erstatningskrav i sådanne tilfælde er efter generaladvokatens opfattelse i overensstemmelse med retspraksis i traktatbrudssager og retspraksis om medlemsstaters ansvar for manglende gennemførelse af fællesskabsretten (sag C-6/90, Francovich, dom af 19.11.1991).

Endvidere anfører generaladvokaten, at der består en grundrettighed med hensyn til udøvelse af økonomisk virksomhed, og at det vil være urimeligt at nægte borgere krav på erstatning, såfremt fællesskabslovgiver mere end fire år efter udløbet af en frist for gennemførelse af en DSB- anbefaling ved sin passivitet opretholder en tilstand, som strider mod WTO-bestemmelserne, og dermed fortsat retsstridigt begrænser borgernes grundrettigheder.

Generaladvokaten kommer til det resultat, at WTO-ret har direkte virkning, når det er fastslået i DSB- anbefalinger eller -afgørelser, at en fællesskabsforanstaltning er uforenelig med WTO-bestemmelserne, og når Fællesskabet ikke har gennemført anbefalingerne eller afgørelserne inden for den af WTO fastsatte frist, såfremt denne er rimelig.

Endvidere undersøger generaladvokaten, om WTO-bestemmelserne også tilsigter at beskytte private. Han fremhæver, at handel i stater med en fri markedsøkonomi i første række drives af private, hvorfor handelshindringer påvirker borgernes frihed til at udøve økonomisk virksomhed. Det fremgår af Domstolens praksis, at det ikke er udelukket, at en bestemmelse, som har til formål at beskytte almeneinteresser (i denne sag liberaliseringen af verdenshandelen), også beskytter private. Dette er tilfældet i den foreliggende sag.

Ifølge generaladvokaten har Rådet derfor tilsidesat en fællesskabsbestemmelse, som private kan påberåbe sig.

Generaladvokaten foreslår Domstolen at ophæve Retten i Første Instans' dom og at hjemvise sagen med henblik på, at Retten efterprøver, om de øvrige erstatningsbetingelser (tab og årsagssammenhæng) er opfyldt.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog. Fra ca. kl. 15 i dag findes forslaget til afgørelse i sin helhed på Domstolens hjemmeside på Internettet www.curia.eu.int  Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink tlf. (352) 43 03 3651 fax (352) 43 03 2033.