For så vidt angår erhvervstilknyttede pensionsforsikringer, som tegnes af og for hvilke præmierne betales af en arbejdsgiver for en af dennes ansatte, sondres der i svensk lovgivning mellem pensionsforsikringer og kapitalforsikringer. For at en forsikring kan blive betragtet som en pensionsforsikring, skal den være tegnet hos et forsikringsselskab, der er etableret i Sverige.

For så vidt angår den direkte beskatning gælder der for de to typer af forsikringer forskellige regler om fradrag. Disse regler kan være mindre fordelagtige for kapitalforsikringer og dermed for erhvervstilknyttede pensionsforsikringer, der tegnes hos et forsikringsselskab i en anden medlemsstat. De af arbejdsgiveren betalte præmier til en pensionsforsikring kan umiddelbart fradrages i arbejdsgiverens skattepligtige indkomst, og en pension, som efterfølgende udbetales, er fuldt indkomstskattepligtig for pensionsmodtageren. Derimod er præmier, der betales af arbejdsgiveren til en kapitalforsikring, ikke fradragsberettigede, men arbejdsgiveren har dog ret til fradrag for de beløb, som arbejdsgiveren har forpligtet sig til at betale til den ansatte, efterhånden som pensionen faktisk kommer til udbetaling. For den ansatte er beløb, som modtages i denne sammenhæng, skattepligtig arbejdsindkomst.

Ola Ramstedt, der er svensk statsborger, har bopæl i Sverige og er ansat i den svenske virksomhed Skandia. Ola Ramstedt og Skandia har aftalt, at en del af Ola Ramstedts pension skalsikres ved, at Skandia tegner en erhvervstilknyttet pensionsforsikring i et selskab i en anden medlemsstat. Ola Ramstedt og Skandia anmodede derefter Skatterättsnämnden om forhåndsbesked med henblik på at få oplyst, om forsikringen ville blive betragtet som en pensionsforsikring.

I sin forhåndsbesked udtalte Skatterättsnämnden, at forsikringen i henhold til de svenske bestemmelser ville blive betragtet som en kapitalforsikring.

Ola Ramstedt og Skandia har anlagt sag til prøvelse af forhåndsbeskeden ved Regeringsrätten. Regeringsrätten har forelagt EF-Domstolen et præjudicielt spørgsmål for at få oplyst, om den svenske lovgivning er forenelig med fællesskabsbestemmelserne.

Indledningsvis bemærker Domstolen, at EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser finder anvendelse på en sådan situation. Det fremgår af fællesskabsbestemmelserne, at ydelser, der normalt udføres mod betaling, betragtes som tjenesteydelser. I det foreliggende tilfælde udgør de præmier, som Skandia betaler, den økonomiske modydelse for den pension, der vil blive udbetalt til Ola Ramstedt, når denne ophører med at arbejde. Det har ingen betydning, at Ola Ramstedt ikke selv betaler præmierne.

Domstolen bemærker endvidre, at skatteregler som dem, der gælder i Sverige, begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser. Reglerne kan på den ene side afholde svenske arbejdsgivere fra at tegne erhvervstilknyttede pensionsforsikringer hos forsikringsselskaber i en anden medlemsstat end Sverige, og på den anden side kan de afholde disse selskaber fra at tilbyde deres tjenesteydelser på det svenske marked.

Herefter tager Domstolen stilling til, om sådanne regler kan være begrundede.

Domstolen finder ikke de argumenter, den svenske regering har fremført, overbevisende.

For så vidt angår hensynet til at sikre sammenhængen i skattesystemet udtaler Domstolen, at dette hensyn kræver, at der består en direkte sammenhæng mellem fradragsretten for præmierne og skattepligten for de beløb, der udbetales af forsikringsselskaberne. Efter de svenske regler består der imidlertid ikke en sådan direkte sammenhæng, da intet forhold opvejer den ulempe, som en arbejdsgiver, der har valgt et udenlandsk forsikringsselskab, udsættes for i forhold til en arbejdsgiver, som har tegnet en tilsvarende forsikring hos et selskab i Sverige.

For så vidt angår hensynet til en effektiv skattekontrol bemærker Domstolen, at dette hensyn kan varetages ved hjælp af midler, der er mindre restriktive for den frie udveksling af tjenesteydelser, f.eks. ved at anvende et EF-direktiv fra 1977 ¹, hvorefter der mellem medlemsstaternes myndigheder kan udveksles oplysninger af betydning for den direkte beskatning.

For så vidt angår hensynet til at undgå en udhuling af skattegrundlaget henviser Domstolen til, at en skattemæssig fordel, som tjenesteydere måtte have på grund af en lav beskatning i den medlemsstat, hvor de er etableret, ikke kan tjene som begrundelse for, at en anden medlemsstat skattemæssigt udsætter tjenesteydelsesmodtagere i den sidstnævnte stat for en mindre fordelagtigbehandling. Hertil kommer, at hensynet til at undgå et tab af skatteindtægter ikke hører til de hensyn, der kan begrunde et indgreb i den frie udveksling af tjenesteydelser.

    ¹Rådets direktiv 77/799/EØF af 19.12.1977 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder inden for området direkte skatter.