Presse- og informationsafdelingen

PRESSEMEDDELELSE NR. 61/03

10. juli 2003

Domstolens dom i sag C-246/00

Kommission for De Europæiske Fællesskaber mod Kongeriget Nederlandene

DOMSTOLEN FINDER, AT KRAVET I NEDERLANDSK LOVGIVNING OM REGISTRERING AF KØREKORT UDSTEDT AF EN ANDEN MEDLEMSSTAT, NÅR INDEHAVEREN BOSÆTTER SIG I NEDERLANDENE, STRIDER MOD FÆLLESSKABSRETTEN

En sådan registrering går videre end det er nødvendigt af hensyn til trafiksikkerheden.




Ved fællesskabsdirektivet om kørekort er der indført et princip om gensidig anerkendelse af de kørekort, som udstedes af medlemsstaterne. Hver medlemsstat kan dog anvende sine nationale bestemmelser med hensyn til gyldighedsperiode, lægekontrol og fiskale forhold og kan påføre kørekortet sådanne påtegninger, som er nødvendige af administrative hensyn, når indehaveren deraf erhverver sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat end den, som har udstedt kørekortet.

Ifølge de nederlandske regler skal førere af et motorkøretøj være i besiddelse af et kørekort, som er udstedt af de nederlandske myndigheder. Denne forpligtelse gælder – i en vis periode – ikke for førere, som er indehavere af et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, såfremt de er bosat i Nederlandene. Hvis kørekortet registreres, svarer denne periode til kørekortets gyldighedsperiode i Nederlandene, men hvis det ikke registreres, udgør den et år fra tidspunktet for indehaverens bosættelse i Nederlandene. Der pålægges en strafferetlig eller administrativ bøde for at føre et køretøj med et kørekort, som ikke længere er gyldigt, eller med et kørekort, som ikke opfylder de ved lov fastsatte betingelser.

Kommissionen har nedlagt påstand om, at det fastslås, at Nederlandene har tilsidesat forpligtelsen efter fællesskabsdirektivet til gensidig anerkendelse af kørekort ved at indføre en sådan procedure for obligatorisk registrering af kørekort, der er udstedt af de øvrige medlemsstater, og ved at beregne disses gyldighedsperiode på grundlag af datoen for deres udstedelse og ikke datoen for de pågældendes bosættelse i Nederlandene.

Domstolen bemærker for det første, at den gensidige anerkendelse af kørekort, som er udstedt af de øvrige medlemsstater, skal ske uden nogen formaliteter, og at medlemsstaterne ikke råder over noget skøn med hensyn til de foranstaltninger, der skal træffes for at efterkomme forpligtelsen. Når registreringen af et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, udgør en forpligtelse, eftersom indehaveren af kørekortet pålægges en sanktion, såfremt han efter bosættelsen fører et køretøj uden at have ladet det registrere, må en sådan registrering anses for en formalitet og strider derfor mod direktivet.

Ifølge Domstolen må anvendelsen af nationale bestemmelser ikke genere EF-borgeres ret til udøvelse af den fri bevægelighed for personer og af etableringsfriheden eller gøre disse rettigheder mindre attraktive, og i fald dette ikke desto mindre sker, skal sådanne bestemmelser anvendes uden diskrimination, ligesom de skal være begrundet i tvingende almene hensyn, være egnet til at sikre opfyldelsen af det tilstræbte formål og ikke må gå videre end nødvendigt for at opfylde dette formål.

Den nederlandske foranstaltning, som gælder uden forskel for nederlandske statsborgere og statsborgere fra de øvrige medlemsstater, kan være begrundet i et tvingende alment hensyn, nemlig hensynet til trafiksikkerheden, og synes egnet til at sikre opfyldelsen af det tilstræbte formål. Foranstaltningen er imidlertid ikke i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

For det første kunne de nederlandske myndigheder i forbindelse med trafikkontrol anvende de nationale bestemmelser med hensyn til kørekortets gyldighedsperiode korrekt ved at lægge ti år til den udstedelsesdato, som er angivet på det kørekort, der ikke er registreret i Nederlandene.

For det andet ville det være tilstrækkeligt for, at de kompetente myndigheder kan kontrollere overholdelsen af de nationale bestemmelser, at informere indehavere af kørekort, som er udstedt af andre medlemsstater, om de forpligtelser, som påhviler dem efter den nationale lovgivning i forbindelse med, at de træffer foranstaltninger til at bosætte sig i Nederlandene og at anvende de sanktioner, der er fastsat for tilsidesættelse af de pågældende bestemmelser.

Hvad angår spørgsmålet, om registreringsproceduren er besværlig, forudsætter denne, at indehaveren af det kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, dokumenterer over for de nederlandske myndigheder, at han har opfyldt betingelserne efter fællesskabsdirektivet for erhvervelse af kørekortet. Efter Domstolens opfattelse må selve indehavelsen af et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, anses som bevis herfor, og værtsmedlemsstaten kan ikke uden at komme i strid med princippet om gensidig anerkendelse af kørekort rejse krav om, at indehaveren af kørekortet på ny fremlægger bevis herfor.

Hvad angår gyldighedsperioden i Nederlandene for et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, konkluderer Domstolen, at den fremgangsmåde, som er valgt for beregningen af gyldighedsperioden med henblik på fastsættelse af den dato, hvorfra indehaverne skal opfylde de betingelser, der er fastsat i værtsmedlemsstatens nationale bestemmelser, og hvorefter gyldigheden løber fra kørekortets udstedelsesdato, ikke kan anses for at være i strid med princippet om gensidig anerkendelse af kørekort.


Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen.

Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.

Fra ca. kl. 15.00 i dag kan dommen i sin helhed findes på Domstolens hjemmeside på internettet
www.curia.eu.int 


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på
tlf. (352) 4303 3651 eller fax (352) 4303 2033.

 

Rådets direktiv 91/439/EØF af 29.7.1991 (EFT L 237, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 96/47/EF af 23.7.1996 (EFT L 235, s. 1)