Presse- og Informationsafdelingen


PRESSEMEDDELELSE NR. 77/03

23. september 2003

Domstolens dom i den præjudicielle sag C-452/01

Margarethe Ospelt og Schlössle Weissenberg Familienstiftung

DE FRIE KAPITALBEVÆGELSER ER IKKE TIL HINDER FOR, AT ERHVERVELSE AF LANDBRUGSAREALER GØRES AFHÆNGIG AF MEDDELELSE AF EN FORUDGÅENDE TILLADELSE SOM DEN, DER ER INDFØRT VED VORARLBERGER GRUNDVERKEHRSGESETZ.

De er imidlertid til hinder for, at denne tilladelse i alle tilfælde afslås med den begrundelse, at erhververen ikke selv dyrker de pågældende arealer i forbindelse med en landbrugsbedrift og ikke har bopæl på bedriften




Margarethe Ospelt, statsborger i Fyrstendømmet Liechtenstein, ejer en fast ejendom på ca. 43 532 m2, hvorpå hun har bopæl, og som er beliggende i Land Vorarlberg (Østrig). Hovedparten af de jordlodder, hvoraf ejendommen består, er landbrugsarealer, der er bortforpagtet til landbrugsbedrifter.

Hele ejendommen blev i april 1998 ved et dokument oprettet ved notar, overført til stiftelsens formue. Stiftelsen har hjemsted i Fyrstendømmet Liechtenstein og har Margarethe Ospelt som første begunstigede. Stiftelsen havde til hensigt at fortsætte med at bortforpagte landbrugsarealerne til de landbrugsbedrifter, der allerede forpagtede dem.

Der blev indgivet ansøgning om tilladelse efter Vorarlbergs lov om ejendomsretten til jordarealer (VGVG) til delstatsmyndighederne, der afslog ansøgningen, idet de fandt, at betingelserne for udlændinges erhvervelse ikke var opfyldt.

Vorarlbergs Unabhängiger Verwaltungssenat, hvortil afgørelsen blev indbragt, gav ligeledes afslag på meddelelse af forudgående tilladelse med den begrundelse, at stiftelsen ligesom Margarethe Ospelt ikke drev landbrug og heller ikke havde til hensigt at drive landbrug i fremtiden, og at en sådan transaktion derfor ville være i strid med betingelserne og de almene hensyn, der er omhandlet i VGVG vedrørende opretholdelsen og etablering af økonomisk rentable små og mellemstore landbrugsbedrifter.

Verwaltungsgerichtshof, hvortil sagen i sidste instans er blevet indbragt, anmodede Domstolen om en afgørelse af, om EF-traktatens bestemmelser vedrørende de frie kapitalbevægelser er til hinder for en procedure for forudgående tilladelse som den, der er indført ved VGVG for handel med landbrugsarealer.

Domstolen fastslår, at de betingelser, der er fastsat i VGVG, hindrer de frie kapitalbevægelser. Domstolen bemærker dog, at VGVG forfølger almene hensyn, der i princippet kan begrunde restriktioner for de frie kapitalbevægelser.

Den forudgående kontrol, som myndighederne foretager, har til formål at sikre, at overdragelse af landbrugsarealer ikke medfører en afbrydelse af deres drift. Domstolen understreger, at en kontrol, som de nationale myndigheder foretager efter en overdragelse af arealerne, ikke giver den samme sikkerhed, og fastslår, at selve princippet om en forudgående tilladelsesordning ikke anfægtes.

Transaktionen mellem Margarethe Ospelt og stiftelsen er imidlertid blevet afslået med den begrundelse, at stiftelsen ligesom Margarethe Ospelt ikke driver landbrug. Domstolen fastslår, at dette går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de mål begrundet i almene hensyn, som VGVG forfølger.

Domstolen udtaler, at en anden foranstaltning, der i mindre grad ville skade de frie kapitalbevægelser, f.eks. ville være at betinge overdragelse af landbrugsarealer til en juridisk person af særlige forpligtelser, såsom den langsigtede anvendelse af arealet.

Domstolen fastslår, at hvis VGVG af de nationale myndigheder blev fortolket således, at den forudgående tilladelse kan meddeles personer, som ikke er landmænd med bopæl på de pågældende arealer, og som giver de nødvendige garantier for opretholdelse af den landbrugsmæssige drift af arealerne, ville VGVG ikke hindre de frie kapitalbevægelser ud over, hvad der var nødvendigt for at opfylde sit formål.



Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen.
Pressemeddelelsen kan fås på dansk, tysk, engelsk og fransk.

Dommen i sin helhed er tilgængelig på Internettet (www.curia.eu.int ).
Generelt er dommen tilgængelig fra afsigelsesdagen kl. 12.00 CET.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på
tlf. nr. (00352) 4303 3651 eller fax nr. (00352) 4303 2033.
 

VGVG's § 5 bestemmer, at der alene kan meddeles tilladelse til erhvervelse af rettigheder - for så vidt angår landbrugsarealer - såfremt tilladelsen er i overensstemmelse med almene hensyn i at opretholde et produktivt landbrugserhverv, og såfremt erhververen selv udnytter arealet som led i sin landbrugsbedrift og selv har fast bopæl på bedriften, eller såfremt dette ikke er muligt, at erhvervelsen ikke er i strid med hensynet til at opretholde og etablere et økonomisk sundt selveje for små og mellemstore landbrug.