Retten bekræfter Kommissionens vurdering af, at TACA har overtrådt reglerne om konkurrencebegrænsende aftaler, og stadfæster dens afslag på at meddele fritagelse til de deltagende rederier

Med henblik på at opnå en fritagelse for disse konkurrencebegrænsende bestemmelser, blev TACA anmeldt til Kommissionen, som - idet den ikke fandt, at betingelserne for fritagelse var opfyldt - afslog at meddele fritagelse og som, uden dog at pålægge medlemmerne af TACA bøder, påbød dem at bringe denne første række af overtrædelser (med undtagelse af prisfastsættelsen for søtransporten) til ophør.

Retten bekræfter i det væsentlige Kommissionens vurdering, hvorefter konkurrencebegrænsningerne vedrørende tjenesteydelsesaftalerne havde karakter af misbrug (det første misbrug), men annulerer den del af beslutningen, som vedrører de foranstaltninger, som skulle tilskynde konkurrenterne til at tiltræde konferencen (det andet misbrug), som følge af manglende bevis og tilsidesættelse af retten til kontradiktion

Kommissionen havde fundet, at deltagerne i TACA mellem 1994 og 1996 begik endnu en række overtrædelser i form af misbrug af en kollektiv dominerende stilling på markedet for containersøtransport mellem Nordeuropa og USA.

Det første misbrug vedrørte ifølge Kommissionen visse begrænsninger i adgangen til at indgå tjenesteydelsesaftaler og disses indhold (navnlig forbuddet mod, at de deltagende rederier indgik individuelle aftaler, og de konkurrencebegrænsende bestemmelser, som fra 1996 blev tilføjet de individuelle tjenesteydelsesaftaler, herunder forbuddet mod at indgå flere aftaler med samme afskiber, samt mod såkaldte "contingency clauses").

Det andet misbrug vedrørte de foranstaltninger, som skulle tilskynde potentielle konkurrenter til at tilslutte sig TACA i stedet for at deltage i den transatlantiske trafik som uafhængige virksomheder.
For de to misbrug pålagde Kommissionen hvert af de femten rederier, som deltog i konferencen, bøder på i alt 273 millioner euro, dvs. de største bøder, som nogensinde var pålagt virksomheder med en kollektiv dominerende stilling. (Jf. bilaget) Den del af bøderne, som vedrørte den anden form for misbrug, udgjorde ca. 90% af det samlede bødebeløb.

Retten stadfæster Kommissionens vurdering af, at den praksis, som er henført under det første misbrug, er uforenelig med Fællesskabets konkurrenceregler, bortset fra informationsudvekslingen mellem de deltagende rederier, som Retten ikke finder er udtryk for et misbrug, eftersom disse oplysninger var offentlige i USA.
I øvrigt finder Retten, at eftersom TACA-aftalen, som omfattede konkurrencebegrænsninger, der kunne udgøre et misbrug, var blevet anmeldt til Kommissionen, finder de bestemmelser, som er fastsat i forordningen af 1986 om bødeimmunitet , anvendelse, og yder således virksomhederne beskyttelse mod eventuelle økonomiske sanktioner. Retten annullerer derfor de bøder, som var blevet pålagt på grundlag af denne forordning.

For så vidt angår landtransportdelen af tjenesteydelsesaftalerne om transport som led i kombineret transport, for hvilken immuniteten ikke gælder, finder Retten, at de berørte rederiers samarbejdsvillighed og den retsusikkerhed, som består med hensyn til, hvad der udgør et misbrug, og med hensyn til eventuelle sanktioner, udgør formildende omstændigheder, som begrunder, at der ikke pålægges bøder.

To former for tilskyndende foranstaltninger udgør det andet misbrug, som Kommissionen har påtalt:

De foranstaltninger, som var udformet særligt med henblik på bestemte konkurrerende rederier (som f.eks. meddelelse af fortrolige oplysninger, løfte om markedsandele og om øjeblikkelig indtræden i konferencens løbende tjenesteydelsesaftaler)
De mere generelle foranstaltninger, som omfattede alle konkurrenter (indgåelse af tjenesteydelsesaftaler med fordelagtige fragtrater og forbeholdelse af visse tjenesteydelsesaftaler).

Retten konkluderer, at Kommissionen ikke har bevist, at de særlige foranstaltninger og ikke forretningsmæssige overvejelser førte til, at de to eneste rederier, som tilsluttede sig konferencen mellem 1994 og 1996, Hanjin og Hyundai, blev medlemmer af konferencen. Retten finder desuden, at Kommissionen har tilsidesat retten til kontradiktion, idet den har anvendt dokumenter til støtte for sine klagepunkter vedrørende de særlige foranstaltninger uden at give deltagerne i TACA lejlighed til at blive hørt vedrørende den fortolkning, Kommissionen ville anlægge af disse dokumenter. Da beviset for de særlige foranstaltninger udelukkende bygger på disse dokumenter, har Retten følgelig fastslået, at der ikke er ført gyldigt bevis for disse foranstaltninger.

Hvad angår de generelle tilskyndende foranstaltninger understreger Retten, at Kommissionen ikke har ført tilstrækkeligt bevis for, at de er tilskyndende, idet de ikke i sig selv har ført til, at konkurrenterne faktisk tiltrådte aftalen.

Retten annullerer således Kommissions beslutning, for så vidt som Kommissionen har fundet, at deltagerne i TACA på ulovlig vis har ændret markedsstrukturen, samt den del af bøderne, som er beregnet på grundlag af det andet misbrug.

Bemærkning: Appel, der er begrænset til retsspørgsmål, kan iværksættes for De Europæiske Fællesskabers Domstol, til prøvelse af Rettens afgørelse, inden for to måneder efter, at denne er forkyndt.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Retten. Dokumentet foreligger på tysk, engelsk, fransk og dansk. Dommen er tilgængelig på Domstolens websted www.curia.int , normalt fra ca. kl. 12.00 på afsigelsesdagen. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på tlf.: (00352) 4303 3651 eller fax: (00352) 4303 2033.

Jf. dommene Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen, (sag T-395/94, Sml. II, s. 885), Compagnie générale maritime m.fl. mod Kommissionen (sag T-86/95, Sml. II, s. 1011), CMA CGM m.fl. mod Kommissionen (sag T-213/00), og Atlantic Container Line m.fl. mod Kommissionen (sag T-18/97), samt kendelsen i sagen European Council of Transport Users mod Kommissionen (sag T-224/99, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser).
Jf. Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 af 22. december 1986 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport (EFT L 378, s. 4).
De såkaldte "dør-til-dør"-aftaler kan omfatte andre transportformer end søtransporten (vejtransport, jernbanetransport…).
Beslutning 1999/243/EF af 16.9.1998 ("TACA-beslutningen").
Jf. Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 af 22.12.1986 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport (EFT L 378, s. 4).